Elisabeth i Hævnarie
af Lars Norén. Folketeatret
Stærkt midtstillet står Elisabeth, der med Beatrice Seedorffs eksplosionsfarlige spil, får nærmest klassiske dimensioner. En Medea uden børn, en donna Elvira, hvis analytiske velformulerethed slår den professionelle analytiker med afasi og et spotsk sammenbrud af Callas’ke højder efterfulgt af en fuldt kampdygtig tilbagevenden til arenaen. Som sund hystade og nervebundt med jernvilje, sender Seedorff på en konstant fascinerende og uafbrudt præcis frekvens indenfor et meget stort klaviatur af toner.
Nina Davidsen, Information
I den svenske ørken hersker psykiaterfruen Elisabeth som en sfinx. I Beatrice Seedorffs skikkelse er hun en ægte Norén, mejslet ud af en blodrød, iskold marmor, det overklassestof, som Noréns evigt tilbagevendende mareridt er gjort af. Hun har kattedyrets senede krop og hurtige tyste bevægelser og læber skabt til at forme sprogets mest udsøgt lagrede modbydeligheder.
Claus Beck-Nielsen, Politiken
Beatrice Seedorff spiller hustruen Elisabeth flot, forfærdende og uforfængeligt.
Jens Kistrup, Weekendavisen
|
|
|
|
Petra i Petra von Kants bitre tårer
af R.W. Fassbinder. Kaleidoskop
I Vibeke Bjelkes iscenesættelse gør Beatrice Seedorff stærkt indtryk i titelrollen som Petra von Kant, en parallel til hendes præstation tidligere på året som hustruen i Lars Noréns Hævnarie.
Jens Kistrup, Weekendavisen
Som det oplivende moment, former Beatrice Seedorff Petra von Kants fald med sans både for det store ydre drama og for de psykologiske nuancer. Det er flot spillet ud og disciplineret gennemført.
Me Lund, Berlingske Tidende
Nu hvor revyerne og gæstespil er ved at indtage scenerne for sommeren, udsender teatrene indbydende repertoirer for næste sæson. Men inden man helt falder i svime over nyhederne, kunne det være interessant at spørge, hvilke af sæsonens forestillinger, man egentlig gerne ville gense næste sæson – eller som man gerne ville unde sine venner en chance for at opleve. For nu at nævne min helt personlige, kronologiske, hårdtudvalgte københavnerhåndfuld:
Fassbinders Petra von Kants bitre tårer på Kaleidoskop – på grund af hundyrkampen mellem Beatrice Seedorffs Petra og Merete Nørgaards sfinx. Anne Middelboe Christensen, Information
Petras lidelse ligner lykke. Den skærende lykke ved at være forpint in extremis, hjerteskærende, ulykkelig og ligeglad med moder, veninder, barn, høflighed, konvention, pli. Sammenbruddets vildt nærende hysteri. Sådan synes jeg Beatrice Seedorff spiller sin spinkle raffinerede heltinde med fine dobbeltlag af ægthed og forstillelse og ensom nydelse: en dame med smag for lidelse. Bettina Heltberg, Politiken
Petra von Kants bitre tårer, Fassbinders destruktionsmareridt i Vibeke Bjelkes lykkeligt ikke-tvivlende tolkning, en slags hyperrealistisk close-up. Hvorved tilskueren ikke blot kommer tæt på spillerne, men også på sig selv. I et indstrammet rum, til urokkeligt dvælende temposat musik spinder Beatrice Seedorffs besatte skikkelse alle ind i sit net.
Teater, Information
|
|
|
|
Emma i Lejren
af Griselda Gambaro. Fiolteatret
Hårdt stykke med fremragende skuespil af Beatrice Seedorff. Det er sårbart, hudløst og stort.
Birgitte Grue, Det Fri Aktuelt
Emma – den pinte, ødelagte, nervenedbrudte kvinde spiller Beatrice Seedorff med et overbevisende særpræget hysteri og får boret en spændende lille sonde fra scenen ud til virkelighedens rædsler. Hendes raffinerede, kontrastrige udtryk spejler den uberegnelighed – og den allestedsnærværelse – ved torturen, som er stykkets vigtigste pointe. Hun er kort sagt rigtig god. Bettina Heltberg, Politiken
Beatrice seedorff gør pianistinden til adskilligt mere end et neurotisk tilfælde – gribende i kampen for via sit spil at vende tilbage til det liv, hun levede, da den totalitære stats magtapparat endnu var til at undslippe. Jens Kistrup, Berlinske Tidende
|
|
|
|
Hertuginden af Olivarez i Don Carlos
af Friederich Schiller. Det Kgl. Teater
Optakten fængede straks med alle hoffets damer på strandstole med håndklæder som turbaner under en varm sol, under ledelse af den spændende Beatrice Seedorff.
Charlotte Christensen, Information
|
|
|
|
Anna i Kathie og Flodhesten
af Mario Vargas Llosa. café Teatret
Kathie og flodhesten er en usædvanlig fængslende forestilling. Så perfekt som den næsten kan blive. En af dem, hvor skuespillerne vokser ved at underordne sig ikke bare den enkelte rolle, men spillet mellem dem. Det var, som om en eller anden havde åndet på de fire skuespillere. Iscenesætteren måske? Hvis det da ikke var Vorherre?
Jens Kistrup, Weekendavisen
Seedorffs raffineret-begavede udstråling rammer fint og sårbart studinekonens timede falden-i-fælden og resulterende sarkasme.
Nina Davidsen, Information
|
|
|
|
Tre Moderne No-spil
af Yukio Mishima. Rialtoteatret
Men det løfter sig dog – takket være en præcis og lidenskabelig og dog meget cool Beatrice Seedorff som den sorte dræber-enke.
Bettina Heltberg, politiken
Uden at forklejne de to andre skal fremhæves blændende fint spil og en særdeles fornem diktion af Beatrice Seedorff i rollerne som malerinden i Hanjo og som den dæmoniske Yasuko i Aoi.
Erik Buch Vestergaard, Helsingør dagblad
|
|
|
|
Hannah i Domino
af Anders Bodelsen. TV-Fiktion DR
Beatrice Seedorff havde en sjældent autentisk replik og glimrende kameranærvær.
Nina Davidsen, Information
|
|
|
|
